Orkesteret spiller, og rytmen forplanter sig til alle, der lytter. Dirigenten svinger sin taktstok og slår graciøst ud med armene, mens også han vipper let i takt til musikken.
Bølger af rytme glider hen over orkesteret og energien fortættes, mens melodien flytter sig rundt i de forskellige instrumentgrupper. Intensiteten stiger og stiger og stiger.
Men der er ingen bevægelse i de trætte ansigter. Kun en grålig resignation og afgrundsdyb træthed ses i de stivnede træk. Man kunne tro, orkestret spillede noget virkeligt sørgeligt. En sang fyldt med sorg og savn og længsel. Efter kærlighed måske.
Den lange grå række bevæger sig fremad i slæbende takt til musikken. Fødderne løftes ikke fra jorden, og lden slæbende lyd tilfører musikken en ekstra særegen rytmisk dimension. Rækken bliver kortere og kortere, mens musikken bevæger sig frem mod en afslutning. Mænd, kvinder, unge og gamle bevæger sig rytmisk ind. Nu lukkes den tunge jerndør, og musikken stopper er kort øjeblik.
I brøkdelen af et sekund står tiden stille, strygernes løftede arme svæver i luften, klarinettistens adrætte fingre er stivnet midt i en bevægelse.
Men så er øjeblikket ovre, og musikken spiller igen. En dansemelodi.
Den Gamle Hyrde
Ilden blussede op, og flammerne strakte sig op mod stjernehimlen da den gamle hyrde smed mere brænde på bålet. Jeg betragtede flammerne og lod blikket glide videre op mod stjernerne der brændte ned imod os fra et himmelhvælv, der føltes som en kuppel over vores hoveder. Aldrig før havde jeg vidst at himlen kunne være så uendelig og samtidig så nær. Stjernerne lyste foruroligende klart som om de vidste noget, vi andre aldrig vil komme i nærheden af.
Den gamle hyrde rømmede sig, og jeg vendte igen opmærksomheden mod hans furede ansigt hvis hud havde mere til fælles med det læder, vore sadler var lavet af end min egen unge hud, der føltes næsten unaturligt stram og tør her i ørkenens kolde natteluft.
Det havde taget mange måners rejse at komme hertil, og når jeg tænkte tilbage på de strabadser jeg havde måttet gennemgå for at ligge her ved bålet under ørkenens store stjerner, forekomr det mig næsten umuligt. Men ikke desto mindre var jeg jeg der. Midt i den store ørken med en luft der var tør og klar, og med stjerner der lyste kraftigere end jeg havde set det nogen steder før.
Jeg var ganske ung og egentlig for ung til at blive sendt ud på så vigtig en rejse. Men måske min pludselige udnævnelse havde noget at gøre med kongens nye unge brud der syntes at finde mit uprøvede glatte ansigt mere tiltrækkende end kongens eget furede. Under alle omstændigheder blev jeg pludselig stillet over for valget mellem denne eftersøgning eller en udnævnelse der ville have sendt mig til mere sumpede og langt mindre attraktive egne af vores kongerige. Min hersker syntes pludselig at have fået en voldsom interesse for de rygter, der igennem flere år havde nået os, om en konge af en slags i et fjernt land langt fra os. En konge der sagdes at være søn af en gud. I dette land hvor man kun havde en gud, var denne konge blevet født, hvorefter guden efter en ret kort årrække valgte at lade menneskene dræbe sin søn. Og ikke nok med det. Denne søn skulle have haft helbredende evner, og i den korte tid det lykkedes ham at forblive i live, havde han udrettet en række uforklarlige mirakler der også nu, selv efter hans voldsomme død, skabte dønninger helt til vores lille afsidesliggende kongedømme. I hvert fald dønninger der var kraftige nok til at min konge fandt det passende at sende mig, en af hans yngste såkaldte rådgivere og hoffolk, ud for at opsøge mere viden om denne person. Søn af en gud eller ej, jeg skulle ikke vove at vende næsen hjemad før jeg havde nogle historier at berette.
Så derfor lå jeg der. Midt i en ellers tilsyneladende gudsforladt ørken. Men i selskab med et af de første mennesker der havde set denne gudssøn, ganske kort efter hans fødsel.
Min søgen havde ledt mig direkte til dette mærkelige, øde sted i provinsen Judæa. Ganske nær ved byen Betlehem havde jeg fået kontakt med nogle hyrder hvoriblandt det hævdedes, at en af de første der så denne ”menneskesøn” var at finde. Jeg var ellers rejst fra nord til syd i dette primitive land. Min færd havde bragt mig til Genezereth sø hvor mærkelige historier havde været i omløb, men hvor folk syntes så uvillige til at tale med mig. Jeg havde besøgt byen hvor manden angiveligt skulle have tilbragt sin barndom, men også her var ingen villige til at fortælle mig noget. Jeg havde set det sted hvor de romerske soldater så barbarisk henrettede mennesker ved at sømme dem op på store trækors, mens de endnu var i live. Og det gøs i mig ved tanken. Ikke mindst fordi det ledte mine tanker hen på den straf der kunne være blevet min, hvis jeg ikke havde nået at forlade mit hjem, før kongens unge kone havde gjort magt, som hun havde agt. Jeg havde også forsøgt at opspore nogle af de mennesker der stadig hævdedes at mene, at denne mand virkelig var søn af en gud, og som endog sagdes at tilbede ham med hemmelige ritualer. Men det var ikke lykkedes for mig at få nogen i tale. Det var som om alle undveg mig. Blikkene flakkede, og folk kiggede væk når jeg spurgte om dette sære fænomen, og alt hvad jeg havde kunnet nå frem til var altså at opsøge disse primitive hyrder som på en eller anden måde skulle have noget at gøre med hele historien.
Så nu lå jeg under et stinkende fåreskind og stirrede ind i bålet, mens jeg ventede på at den gamle hyrde skulle begynde at fortælle. Dagen igennem havde jeg fulgt ham rundt, mens han på sin side fulgte efter den store flok af får og lam der ledte efter spiseligt her i den ufrugtbare ørken. Og jeg håbede og ønskede inderligt at jeg dog snart skulle kunne drage hjem med mere viden. Mine mange strabadser havde påvirket mig i en grad som jeg ellers ikke havde troet muligt, og mit ellers så sorgløse gemyt var blevet udskiftet med et mere eftertænksomt sind. Det var som om de mange historier havde sat noget i gang i mit indre, og jeg var nu nået til et punkt hvor jeg oprigtigt ønskede at få mere viden om denne navnkundige person, der bestandigt syntes at undvige min søgen. Det overraskede mig for selvom jeg ønskede mere end noget andet at kunne vende tilbage til mit komfortable liv ved hoffet derhjemme, var det mig ganske umuligt at drage hjem uden at få svar på mine mange spørgsmål.
Den gamle hyrde var en mand af få ord , og da jeg fortalte ham om mit ærinde, virkede han først uvillig til at tale med mig. Men måske har han kunnet høre fortvivlelsen i min stemme for pludselig holdt han mit blik fast med sine egne dybe brune øjne, og efter et kort øjeblik sagde han: ”Du kan følge med ud med fårene”. Dagen igennem havde han ikke sagt et ord til mig, og jeg havde mere eller mindre opgivet håbet, men nu lå vi her omkring bålet efter det enkle måltid, og luften var fuld af forventning.
”Jeg var jo kun et barn dengang”, begyndte han. ”Det var første gang jeg var med ude med fårene, og jeg var stolt af endelig at kunne følge med min far og mine store brødre ud med flokken. Men jeg var også træt.” Han vendte blikket mod mig, og et svagt smil lyste i hans ansigt: ”Du har nok selv mærket at ørkenen trætter, når man ikke er vant til den”.
”Da vi endelig lå omkring bålet som nu, var jeg så udmattet at jeg knap kunne holde øjnene åbne, men alligevel lå jeg og lyttede til de voksnes snak, nysgerrig som alle andre børn efter at høre hvad de talte om. Måske var det fordi jeg lyttede så intenst, at jeg var den første der hørte det. Og jeg lå et stykke tid og anstrengte mig for at skille netop den lyd ud fra resten af lydene omkring bålet. Det var som om himlen sang. Jeg lå på ryggen og kiggede op i stjernerne over mig, og luften nærmest vibrerede af tusindvis af stemmer. Netop som jeg ville sige det til min far, forstummede snakken omkring bålet, og de andre begyndte også at se sig spørgende omkring. Nogle sprang op og kiggede op i himlen, nogle begyndte at græde, sikre på at jordens undergang var kommet. For lyden blev kraftigere og kraftigere, jord og luft rystede omkring os, og stemmernes klang var som noget ingen før havde hørt. Sangen var på en gang forfærdelig og skøn. Efter nogen tid kunne jeg høre hvad de sang. Han er født, han er født, lød det igen og igen. Gå og tilbed jeres konge, sang de. Følg stjernen. Og vi så en stjerne så stor og lysende at den ikke kunne være virkelig, og at kigge på den var frygteligt, men samtidig fyldte det en med en glæde der fik hjertet til at banke hurtigt, og øjnene fyldtes af tårer.
” Den gamle hyrde tav et øjeblik. Jeg havde rejst mig op på albuen og kunne knap forstå hverken hans pludselige veltalenhed eller de ting han sagde. Men hans stemme var så intens og hans blik så brændende da han rettede det mod mig, at det sved mig i det inderste af min sjæl, og det var som om han kiggede lige ind i mit hjertes dyb. Jeg kunne knap holde et udråb tilbage og spurgte ham ivrigt: ”Hvad skete der så, hvad gjorde du?”
Den gamle hyrde rettede igen blikket mod flammerne og fortsatte: ”Uden at tænke rejste vi os op, og fårene fulgte os da vi begyndte at gå hen imod den lysende stjerne der hang over byen Betlehem. Stemmerne fulgte os på vejen, og det var som om vi gik på en lysende stjernesti, der lå som et spor i sandet. Vi talte ikke indbyrdes. Hver især gik vi med en stor frygt og en stor glæde i hjertet. Selv var jeg opfyldt af en overvældende barnlig begejstring. Jeg mærkede ikke min træthed mere, men fløj af sted hen ad stjernestien med fødder der nærmest ikke rørte jorden, og jeg ænsede ikke,at min far og de andre sakkede lidt bagud. Det var derfor at jeg nåede først frem til stalden. Eller det var i virkeligheden nærmest et skur, men stjernen hang lige ret over det og bredte sit lys ud over dets faldefærdige vægge, og for mit blik lignede det nærmest et palads med vægge badet i sølv og guld. Da jeg stod foran døren, blev jeg pludselig angst for hvad der mon skjulte sig bag den, men jeg kiggede op på stjernen, og igen var det som om jeg hørte stemmerne synge:
”Han er født, han er født, gå at tilbede jeres konge”. Så jeg skubbede døren op og trådte ind.”
Den gamle hyrde tav stille, og over hans ansigt lagde der sig en mildhed og en glæde så stor at den bragte tårerne op i mine øjne. ”Hvad så du, hvad var der i stalden”, udbrød jeg. Og den gamle hyrde vendte sit blik mod mig, lænede sig frem og greb fat om mine skuldre og sagde:
”Der så jeg den nyfødte i sin mors arme. Guds søn. Og jeg faldt på knæ og tilbad ham.”
Den gamle hyrde vendte sig bort. Han lagde sig ned mellem sine tæpper og trak soveskindet højt op over hovedet. Det var forbi, og han havde ikke mere at sige. Mærkeligt nok havde jeg heller ikke mere at spørge om. Der var faldet en besynderlig ro over mig. Som om alle brikker var faldet på plads i mit indre. Jeg lagde mig også ned og kiggede op i kuplen over mit hoved. Anstrengte mine ører for at høre stjernerne, men hørte kun lydene af bålet der knitrende brændte ned til gløder, og fårene der sov omkring os.
Den næste morgen var den gamle hyrde død. Han lå kold og stille i sine tæpper, og hans ansigt var fredfyldt. I hænderne knugede han en kæde med et vedhæng formet som en fisk. Den var primitivt forarbejdet, men jeg huskede nu at have set hos de mennesker jeg havde mødt på min rejse. Om halsen som et smykke, på et håndled som en tatovering, tegnet over en dør i en primitiv hytte. ICHTYS.